onsdag, april 18, 2007

Radiohuset Rocker

Lørdag d. 28. april kan du finde Tape5 til Radiohuset Rocker
Her har du mulighed for at prøve en beta version af Tape5, og møde stifterne.

Vi er kommet langt med sorteringen af dansk musik, og vi har opdaget og genopdaget rigtig mange gode udgivelser, som vi glæder os til at præsentere på Tape5.dk.
Når arrangementet i Radiohuset er overstået bliver det primære arbejde at indgå aftaler med danske pladeselskaber. Vi håber at de vil synes om vores idé, og vil kunne se fordelen i at være med.

Vi forventer at gå online i juni måned.

tirsdag, november 28, 2006

Så hvad sker der med Tape5 ?

Vi havde tidligere på året forventninger om at launche Tape5 inden udgangen af 2006. Det er desvære ikke lykkedes os.
Tape5 er ikke et foretagende der kaster det store overskud af sig (især ikke så længe man ikke er online...), og derfor har vi i en periode været nødsaget til at koncentrere os om andre opgaver. Joakim har været i London, hvor han lynhurtigt er blevet en særdeles efterspurgt webudvikler, mens Andreas har været hjemme og tjene til huslejen.
Den dynamiske duo bliver dog atter samlet inden nytår, når Joakim sammen med lytteudvalgs medlem Malene Garp vender hjem til København. Så går det løs igen, og det glæder vi os meget til.

mandag, november 20, 2006

Torsdagen

Hej igen
Vi holder ikke længere Tape5 aften på Bodega, vi har valgt at sætte vores clubaftener lidt i bero og vil koncentrere os om at få tape5.dk færdig.
Mvh
Andreas og Joakim
Tape5

søndag, august 13, 2006

Holdet bag Tape5 vender plader.

Lytteudvalg

En af Tape5’s største udfordringer er, at vælge og fravælge musik for at gøre udvalget mere overskueligt for brugeren, og samtidig højne den samlede kvalitet.
Disse valg bliver i Tape5 truffet af et lytteudvalg bestående af fem personer med stor viden om og lige så stor kærlighed til den musik og den del af det danske musik miljø, som Tape5 beskæftiger sig med.

Udvalget består af:
Andreas Halberg
Katrine Ring
Malene Garp
Nanna Balslev
Martin Dejean

Suppleant:
Joakim Nygård

tirsdag, juli 11, 2006

En statusrapport i sommervarmen

Det er allerede næsten en måned siden vi lagde teaseren ud på Tape5.dk - det må være tid til en update.

Først og fremmest en stor tak for de mange positive tilbagemeldinger vi har fået! Det er overordentlig opmuntrende at se, at I også synes Tape5 lyder som en god ide. Samtidig har det været forfriskende at se, hvor mange i Danmark, der selv laver musik - forhåbentlig bliver meget af det tilgængeligt på Tape5.

Den tekniske del af sitet, backenden, er stort set færdig og vi har haft en demo-udgave af sitet kørende i et par måneder nu for at teste ideerne i praksis. Nu glæder vi os meget til at få rigtig musik - og rigtige mennesker - ind på sitet.

En af de ting, vi virkelig har savnet ved andre musikbutikker er information. Vores backend er bygget til at håndtere oplysninger som hvem der har komponeret et nummer, hvem der spiller bas, osv (det kan godt være de andre butikker også kan det, men de bruger det i hvert fald ikke). Samtidig vil vi udnytte hjemmesidens links til at skabe relationer mellem de enkelte kunstnere og numre, så man f.eks. kan klikke sig til andre numre den seje trommeslager er med på. Vi håber det kan være med til at gøre det muligt at finde ny musik ved at 'gå på opdagelse' på sitet, ligesom man kan gøre det i en af de små pladebutikker.

Vi har fået flere spørgsmål til formatet, musikken ligger i. Detaljer såsom bitrate er ikke fastlagt endnu (bare rolig, det skal nok lyde ordentligt), men det væsentligste er på plads: Tape5.dk virker på Windows, på Mac og på Linux og musikken kan afspilles på både almindelige MP3-afspillere og på iPod! Musik fra Tape5 vil blive solgt som MP3-filer, tilføjet et vandmærke, der identificerer køberen. Det betyder at musikken i princippet kan piratkopieres, men den oprindelige køber vil kunne spores. Til gengæld vil det virke over alt uden alt det ballade om hvilket styresystem eller hvilken afspiller man bruger. Og så er 8,- kr vel også i orden for god, dansk musik?

Vi arbejder stadig hårdt på at få sitet i luften i løbet af sommeren, men det er for tidligt at give jer en launch dato - vi skal jo også lige have tid til at planlægge et releaseparty :).

Indtil næste gang (og god sommer),
Andreas og Joakim, Tape5

mandag, juni 12, 2006

Lidt formelt om stifterne

Kernen i Tape5s organisation udgøres af de to ejere og stiftere, Joakim Nygård og Andreas Halberg. Joakims primære arbejdsområde er udarbejdelsen af websiden, mens Andreas har det administrative ansvar. Alle vigtige beslutninger bliver taget af disse to sammen.

Joakim har arbejdet professionelt med webudvikling siden 1999, primært i eget firma, og er nu under uddannelse til civilingeniør. Han har løst opgaver for bl.a. Københavnerprisen, Roskilde Festival, Dansk Grammy og EMI. Joakim har været involveret i en lang række arbejdsopgaver fra projektstyring og konceptudvikling over programmering og databasedesign til video produktion og grafisk design. Joakim har i en periode været tilknyttet nyhedstjenesten Comon som skribent.

Andreas er uddannet mediekoordinator og skrev i 2001 speciale om Micropayment systemer. Han har i en årrække arbejdet i en Københavnsk pladebutik, og har derudover været ansvarlig for Copenhagen Jazzfestival i bl.a. Tivoli Jazzhouse, det der dengang hed Mantra. Har desuden spillet jobs, både som udøvende musiker og som DJ. Andreas har bl.a. medvirket på Nobody Beats the Beat, og har arbejdet med komposition og post produktion af reklamemusik.

Velkommen til Tape5

Her kan du følge med i hvordan opstarten af Tape5 forløber, og hvilke generelle overvejelser og observationer vi gør os omkring online musik.
Vi håber du vil finde vores projekt interessant, og du er meget velkommen til at komme med feedback enten via denne blog eller til andreas@tape5.dk
Venlig hilsen
Tape5